Forudsætninger for mægling
Mægling / Mediation

Mægling er spild af tid og penge, hvis dette ikke er på plads

Forudsætninger for mægling skal være på plads, ellers er det spild af tid og penge.
Det lyder hårdt. Men det er den vigtigste sætning, jeg siger, når nogen beder mig om at mægle. For mægling er ikke bare en samtale med en neutral person for bordenden – det er en metode med klare spilleregler. Er blot ét af dem ikke opfyldt, er det ikke længere mægling. Og så har I brugt tid og penge på noget, der aldrig havde en chance for at virke.

“Kan du ikke mægle mellem de to?” Det spørgsmål får jeg tit. Og oftest er svaret ja. Men før jeg siger ja, stiller jeg et modspørgsmål, som mange bliver overraskede over: “Er der stillet nogen krav?”

For det er den grænse, der afgør alt. Er der stillet krav udover at deltage? Det kan f.eks. være en bestemt adfærdsændring, et bestemt udfald udover at deltagerne igen kan og vil samarbejde. Så er processen ikke længere mægling. Det er noget andet: ledelse, instruktion eller forhandling. Og det er ikke i sig selv forkert. Men det skal kaldes, hvad det er.

Næste spørgsmål er: “Hvad gør I, hvis det ikke lykkes?” Den beslutning skal være taget inden forløbet går i gang.

Jeg kommer ofte først ind i billedet, når konflikten er langt op ad konflikttrappen, så der er en reel risiko for, at det ikke lykkes. Som regel lykkes det, men det skal fra start være tænkt ind, hvad konsekvensen er, hvis parterne ikke løser konflikten.

Mægling har spilleregler – og de er ikke til forhandling

Mægling er en metode til konflikthåndtering, hvor en neutral tredjepart – en mægler – hjælper parterne med selv at finde vejen videre. Mægleren faciliterer processen, tager ikke stilling til, hvem der har ret, og leverer ikke løsningsforslag.

Det lyder enkelt. Men det er en metode med klare spilleregler, og hvis blot ét af dem ikke er opfyldt, er det ikke længere mægling.

Den afgørende grænse: krav ophæver mægling

Man kan ikke stille krav i et mæglingsforløb. Hvis der stilles krav til deltagerne — f.eks. et krav om en bestemt adfærdsændring — er processen ikke længere mægling.

Derfor skal direkte krav til en part f.eks. performancekrav eller krævede adfærdsændringer gives og følges ved siden af mæglingsforløbet – ikke som en del af det.

En ekstern mægler løser det ikke alene

At hente en ekstern, neutral mægler ind er ikke i sig selv nok. Forudsætningerne handler ikke om, hvem der sidder for bordenden – de handler om, hvilke spilleregler der gælder for processen. En dygtig, uafhængig mægler kan ikke skabe mægling ud af et forløb, hvis bare et af følgende punkter er i spil:

→  der allerede er stillet krav om et bestemt udfald udover samarbejde

→  deltagerne er ikke indstillet på selvrefleksion og på at ændre egen adfærd

→  ledelsen forventer et bestemt udfald.

Med andre ord: en ekstern mægler er en forudsætning for, at det kan lykkes godt – men ikke en garanti for, at det overhovedet er mægling.

Sådan tjekker du, om grundlaget er der

Før I beder om mægling, kan I bruge denne korte tjekliste:

→  Mægleren er neutral og uafhængig – og opleves som neutral af begge parter.

→  Deltagelsen er frivillig; både parter og mægler kan til enhver tid afslutte processen.

→  Løsningen ejes af parterne – mægleren leverer ikke løsningsforslag eller beslutninger.

→  Fokus er fremadskuende – ikke en undersøgelse af skyld.

→  Der forventes en vilje til forståelse og selvjustering – ikke et bestemt resultat.

Hvis blot ét punkt ikke er opfyldt, kan samtalen sagtens stadig være værdifuld. Men kald den ikke mægling – kald den det, den er.

Husk også:

→  Deltagelse er krævende – deltagerne møder op i bedst mulig balance og ro, uden at skulle skynde sig til eller fra andre møder.

→  Rummet er fortroligt.

Vil du gå dybere ned i mæglingsprocessen og de øvrige redskaber til konflikthåndtering, kan du finde dem i min bog Spind guld på konflikthåndtering.

Mægling er ikke spild af tid og penge – hvis dette er på plads, før I går i gang. 

0 kommentarer

Forfatter

Lise Terp

Jeg har mange års erfaring med rådgivning af ledere og specialister i videntunge miljøer. Både i private og offentlige virksomheder.

Ring til mig på 2245 5152 eller skriv til mig her og hør hvad jeg kan byde ind med!